Hvornår: Juli 2015
Hvor længe: 4 dage
Hvem: Mor, Far, Orla 1 år

CYKELTUR I NORDSJÆLLAND

Cykelturen, der næsten ender
med en skilsmisse

Vi skal på tur med vores kravlebamse og vi føler os godt forberedt til en uges cykeltur i det nordsjællandske. Vi pakker løs og har købt en god cykelanhænger, som vi er glade for, et letvægtstelt, som vi også er glade for, vi pakker vores søn, som vi i særdeleshed er glade for og hinanden, mor og far, som i begyndelsen af turen også er glade for hinanden.

Vi har forberedt os på meget, men vi har ikke forberedt os på de kaskader af regn, der kommer og hvad det gør ved Feriemors humør. Feriemoren, der egentligt var rigelig træt af barsel, søvnunderskud og som havde forestillet sig en sommer med is i strandkanten, lækre rejemadder, ro og søvn. U.T.O.P.I.

Nordsjælland

Det magiske hus i skoven

Tour de kravlebamse er i gang

Vi cykler hjemmefra; fra københavns nordvestkvarter til Dyrehaven, hvor vi overnatter på Lyngby vandrerhjem midt i Dyrehaven.

Lyngby vandrehjem

Lyngby vandrehjem er et helt magisk sted! Selve værelset er ikke noget specielt, en køjeseng og en enkeltmandsseng. Men stemningen er fantastisk og beliggenheden er så flot midt i skoven. Der er et stort fællesrum med et lille køkken, hvor man selv kan lave mad og en hyggelig gårdhave med lyskæder om aftenen. Babyalarmen kan godt række fra 1.salen, hvor Orla sover, mens vi deler en cykelbajer i gårdhaven.

Meget john irving'sk

Jeg har læst meget John Irving (ikke ham naturcrazy-guy, der endte sine dage i en knap så venlig krokodilles gab), men den amerikanske forfatter, der altid leverer et stort og farverigt galleri af karakterer i sine romaner. Efter et døgn på Lyngby vandrehjem føler jeg, at jeg er landet midt i en ny roman af John Irwing. I spisesalen falder jeg i snak med en sød jehova-familie fra Texas med 6 børn, en to meter høj mand i dametøj og en tysk bedstefar med træben, der kan snakke med hunde. Den roman skriver jo sig selv!

Nordsjælland

Telt & baby

Nivå camping

2. dag cykler vi fra Dyrehaven til Nivå, hvor vi overnatter på Nivå camping. De har også campinghytter, geder og hoppepude. Campingpladsen ligger tæt på stranden, men da vejret er til den grå side, så klapper vi gederne istedet.

at sove i telt

Vi putter Orla i ulddragt og i hans bomulds 'sovepose', hvor armene stikker ud. Vi spiser fjeldcabonarra, som Feriefar har googlet og jongleret sig frem til på vores medbragte trangia. Og bedst, som jeg sidder og tænker, at det er verdens nemmeste at være på telttur med en baby, så kommer vores 1-årige kravlende ud under teltdugen og direkte ned i en muddelpøl. Det var den lørdag aften.

Nordsjælland

Du danske sommer

regn og regn og regn

3. dagen starter med regn. Rigtig meget regn. Vi pakker sammen, læsser cyklerne og kører mod kunstmuseet Louisiana, som vi ved har en dejlig frokostbuffet. Med den i tankerne klarer vi turen. Vi kører gennem Sletten og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan nyde en is her i solskin.

Campingvognen, der reder os

På Louisianna ringer vi rundt til samtlige B&B, men alt er udsolgt for natten. Vi orker simpelthen ikke at slå teltet op i silende regn. Endelig er der godt nyt - vi kan booke en campingvogn! Regnen fortsætter, mens vi hjuler mod Højsager camping (ved Fredensborg), hvor vi ligger tørt og godt i vores lejede campingvogn.

Nordsjælland

Cykeltur afblæst

Dagen, der gik helt galt

4. dag er dagen, hvor cykelturen tager en kedelig drejning og bliver afsluttet uden andet varsel end Feriemors højlydte hvæsen.

feriemor on the loose

Vi cykler fra Højsager camping mod Fredensborg, hvor vi får en rundtur i haven på Fredensborg slot. Og her er flot! Jeg vil tage et billede af Orla foran slottet - inden for rebene, som skal holde turister som mig ude - og da Feriefar ikke vil hjælpe mig med min visuel sublime ugerning, slår det klik i mig. Jeg hvæser, kaster med kameraet, græder, er træt, gennemblødt, kold og har fået nok. Er urimelig.

Nu tager vi hjem

Vi skulle have overnattet på Hillerød camping, vi skulle have set Hillerød by, slotsparken og Frederiksborg slot, men istedet tager vi toget hjem.

beautiful-bloom-blossom-375152

På gensyn

Nordsjælland er dejlig og før det gik galt med regn og manglende overskud fra min side, var det rigtig skønt at være på cykeltur med min kæreste og vores lille søn. 
Vores cykelvogn fra Thule fungerede super godt. Orla sov godt i den, mens vi kørte og (kunne laves om til klapvogn, når det var nødvendigt) Vi havde lagt en gennemtænkt rute, hvor hvert stræk højst måtte vare ca. 2,5 time, som ofte var på Orlas middagslur. 

Næste gang vi springer på en cykeltur, tjekker vi lige vejrudsigten inden. Jeg har stadig et lidt romantisk billede af, at vi kommer kørende med cykelanhænger og oppakning på en lille grussti mellem sennepsgule marker. Det har vi til gode. 

Det DU har til gode, er at læse opfølgningen på vores cykelturs-kavalkade. Året efter denne her tur, tager vi nemlig på en ny cykeltur i Sydsjælland og her er der ikke risiko for skilsmisse. Den og mange flere rejsebeskrivelser med børn kan læses her på hjemmesiden.

God fornøjelse og tak fordi du læser med!

0
Så mange liter vand ramte os på 4 dage