Hvornår: Marts 2016
Hvor længe: 2 uger
Hvem: Mor, Far, Orla 1,5 år

GRAN CANARIA

Vi er vilde med Nutten!

I februar opdager vi pludselig, at vi skal brænde to ugers feriepenge af inden ferieåret udløber. Hvor skal vi hen? For i min verden SKAL vi forlade matriklen, hvis det skal kaldes ferie. Ferie for mig, er IKKE at være hjemme. Også selvom jeg er fritaget fra job og Orlas dagpleje. Vi skal af sted og helst sydpå, hvor der gerne må være lidt varmt.  

Europa er for koldt, Asien er for langt væk for to uger, synes vi – valget ender derfor på de kanariske øer, lidt impulsivt og uden noget egentligt kendskab end at det nok er temmelig turistet og måske lidt kikset. Derfor bliver Gran Canaria også hurtigt omdøbt til Gran Canutten eller bare Nutten – på en måde lyder det bare mere hipt.

Det ender med at blive to rigtig dejlige uger og selvom Gran Canaria er både turistet og nogle steder temmelig kikset med menukort på norsk og skrigende neonskilte, så er det også smukt, tilpas varmt, meget småbørnevenligt og yderst ferieagtigt.

Gran Canaria

Sidste minut

4,5 time til ferie

Jeg finder flybilletter gennem Spies - billige da det er afbudsbilletter. Senere opdager jeg, at jeg bare kunne have købt billetter til samme pris gennem Norwegian og undgået alle charter-tilbudene i flyet, som man bliver bombarderet med på et charterfly og som larmer gennem højtalerne, når man netop har fået lillefisen til at sove. Men altså, Feriemor kan ikke undgå at hoppe i 'billige billetter' fælden, hvis det står og blinker i gult på en rejsehjemmeside. Jeg er som en flue på en varm postejmad - jeg drages!
Flyturen tager ca. 4,5 time, vi undgår jetlag og vi er enige om, at det er nødvendigt, når vi ikke skal være afsted længere end 14 dage.

Hvor kan vi bo?

Vi køber flybilleterne en uge inden afrejse og det er overraskende vanskeligt at finde steder at bo på Gran Canaria med så kort varsel. Vi gennemtravler nettet for hoteller, ferielejligheder, Airbnb og hostels. Til sidst lykkedes det - som det jo som regel gør. Vi ender med at booke hoteller hjemmefra - 1 uge i hovedbyen Las Palmas og 1 uge i syd i byen Puerto de Mogan.

Gran Canaria

Las Palmas

- den nye bydel

Hotellet ved strandpromenaden

Vi er i Las Palmas i en uge, hvor vi bor på to forskellige hoteller. Det første ligger tæt på strandpromenaden og hedder Hotel apartamento Bajamar – ikke noget særligt, men heller ikke dyrt. Jeg vil kun komme igen, hvis jeg kan booke taglejligheden, hvor der er en tagterrasse. Vi får morgenmad på en cafe, som også er hotel, som virker hyggeligt - Bed&Chic Hotel.

Bred sandstrand

Las Palmas har en lang strandpromenade, hvor børn kan løbe rundt og klapvognen kan trille lystigt. Der er masser af cafeer og restauranter og en lang bred sandstrand. Vi dypper tæerne og leger lidt med sandet, men det er kun 17 grader, så vi får desværre ikke badet rigtigt.

Strandpromenade i Las Palmas
Torvet i Las Palmas

Gran Canaria

Las Palmas

- den gamle bydel

Den gamle bydel

Den gamle bydel kaldes Vegueta og var historisk det primære centrum for byen i det 11. århundrede. Der er derfor mange flotte og historiske bygninger i de brostensbelagte gader som Columbus hus, katedralen Santa Ana og rådhuset. Vi besøger kun katedralen, som er flot og som ringede med klokken til stor fryd for vores 1-årige kommende kordegn. I gågaden Triana er der butikker, der sælger det meste. Ved den store buscentral, hvorfra vi senere tager bussen sydpå, ligger der en stor legeplads med skygge og et stort vikingeskib. Orla var lidt for lille til skibet, men vi fik afprøvet gyngerne.

HOTELLET FRA FORTIDEN

Hjemmefra finder jeg hjemmesiden veguetahomes.com, som udlejer lejligheder og værelser i de historiske bygninger. Det er lidt fantastisk og jeg føler, jeg har fundet en skat på the worldwideweb. Vi bor i San Marcial-lejligheden på Don Pepe apartment. Det er flot og der er en særlig stemning i huset, men da vores lejlighed ligger i stueetagen, kan skoderne for vinduerne ikke åbnes og der er temmelig mørkt. Værre er det om natten, når bilerne triller ned af brostensgaderne brager lyden ind gennem træskodderne. Tænker der nok ikke var så mange mekaniske køretøjer dengang skodder var på deres højeste i 11.tallet. Det larmer helt sindsygt! Og vi ender faktisk med at sætte Orlas tremmeseng ud i køkkenet om natten, hvor døren kan lukkes. Vil gerne bo der igen, men så tager jeg førstesalen.
Et andet bud på hotel kunne være Hotel Madrid. Vi bor der ikke, men det ser meget stemningsfuldt ud og der er restaurant i stueetagen, så måske kunne man bestille roomservice.




Jeg lærer aldrig at elske siesta, som altid falder meget ubelejligt med min søns vågne timer - heldigvis er legepladser altid åbne!

Gran Canaria

Arucas

Park & katedral

Vi tager en dagstur til byen Arucas. Bussen triller langsomt op af bjergsiden og holder stop ved den lille by med den store katedral. En virkelig smuk katedral bygget i neogotisk stil, hvis man er til sådan noget. Det er vi åbenbart. Orla får en plastik ting med hjul fra en bod foran katedralen. De voksne får kaffe og efter en lille slentretur ned af den lille gågade, leger vi på legepladsen i Gourie-parken og ser den botaniske have Las Hespérides, mens der er siesta. Og så triller vi hjem til Las Palmas igen.

Katedralen i Arucas
Little Venice i Puerto de Mogàn

Gran Canaria

Puerto de Mógan

Lejlighed i Little venice

Den 2. uge tager vi bussen sydpå, ca. 1,5 timer fra Las Palmas til den fine lille by Puerto de Mógan. Der er flere badebyer på den sydlige strækning, men vi er glade for at have valgt Puerto de Mogàn, der har en yndig havn med små ens gader fyldt med farverige blomster. Området kaldes Little Venice og det er her vi hjemmefra - ret heldigt, synes vi - fik booket en to-værelses lejlighed med altan gennem moganelsirocco.com. Her lejede vi også babyseng og højstol. Der findes mange lejligheder, der kan bookes en uge (eller mere) af gangen. En uge var rigeligt for os.

Byen fra postkortene

Byen er fin. Her er tosse mange turister og de fleste er skandinaver, men vi overgiver os til postkortenes by med den yndige lystbådshavn, de mange restauranter, blomsterne, legepladsen. Her er ren feriestemning og så hjælper det, at det er 10 grader varmere her end i Las Palmas, selvom det kun tager 1,5 timer i bus. Der er mange spisesteder og det smager godt, men priserne er meget danske. Her er i øvrigt heller ikke siesta, så det kører bare...

Gran Canaria

Stranden

Sand & vand

Vores lejlighed i Little Venice i Puerto de Mogán ligger 5 min. gågang fra stranden, som er meget børnevenlig. Stranden ligger inde i en lille bugt, så der er ingen bølger og kun sand. Men det er ikke en thailands-strand med thailands temperature... jeg bader, men både søn og Feriefar dypper kun tæer og ved 16 tiden triller vi tilbage for at få en langærmet på.

Ferierutinen

Vi laver hurtigt en rutine: vi spiser havregrød fra mikrobølgeovnen ved 7 tiden. Ved 8.30 tiden triller vi ud og får kaffe og en bolle, mens de første cafeer åbner. Om formiddagen laver vi sandslotte og store huller på stranden. Orla og Feriefar tager middagslur i lejligheden, mens Feriemor holder pladsen på strandtæppet med næsen i vejret, om eftermiddagen er der is, chips og cola på strandtæppet og købemad om aftenen enten hjemme på altanen eller i byen. Good times.

IMG_2045

Gran canaria

What to do in Puerto de Mogán

Bådtur

En dag tager vi en bådtur til en af de andre strande på kysten og bader der i et par timer. Der står, at båden er en glasbottomboat, så man kan se bunden, mens man sejler. Det kan man ikke, men vi ser på havet og får vind i tophuen.

ubåd

Hvis man gerne vil afprøve livet under vand, er det muligt at booke en tur på 'The Yellow Submarine', som er en turist ubåd, hvor man både kan se fisk og et gammelt skibsvrag.

Marked

En gang om ugen er der et marked med mange turistboder, der flytter fra by til by.

Gratis pool

For enden af Little Venice ned mod 'slutningen' af havnen ligger et hotel/restaurant, som har pool. Og køber man noget i restauranten har man fri pool tid! Poolen er dog ikke opvarmet og der er kun en lille børnepool, men alt der er vådt er godt, tror jeg man siger.

Mad

Vi spiser hos italieneren i den smalle smøge til højre for apoteket i Puerto de Mogán. Han kan lave ravioli, så det kilder og så synger han tilmed. Der er kun få borde, så der skal bookes bord i god tid. Ellers er det takeaway på altanen.

Gran Canaria

Palmitos Park

Zoologisk have

Vi tager en dagstur til Palmitos Park, som er en virkelig flot zoologisk have med dyre shows i naturlige omgivelser. Der er frodige træer overalt, bjergene troner sig op på begge sider og solen bager. Vi sidder klar og ser både delfin- og ørneshow. Vi købte billetterne på nettet inden og sprang køen over. Der er en bus fra Puerto Mogan til Palmitos park. (Ca. 1,5 time)

Palmitos Park
Parade i Arucas

På gensyn

Gran Canaria er dejlig og det kan sagtens tænkes, at vi kommer igen en anden gang. Det er meget bedre end sit rygte. 

Næste gang vi besøger Gran Canaria lejer vi en bil, så vi har friheden til at se mere af øen, de små bjergbyer, mere natur og sand-dunes i Maspalomas. Tænker også det er muligt at tage nogle korte vandreture med et barn i en bæresele. Det har vi til gode. 

Det DU har til gode, er at læse forsættelsen, for rent faktisk ender vi med at besøge Gran Canaria igen 2 år senere – nu med to børn! 

God fornøjelse og tak fordi du læser med!

0
Så mange is har vi spist på 14 dage