Hvornår: Januar 2020
Hvor længe: 2 nætter
Hvem: Mor, Far, Yrsa, 2 år & Orla 5 år

HO CHI MINH CITY

Ho chi minh city

Hotellet

Ace Hotel

Vi bor to nætter på Ace Hotel i distrikt 1. Værelset er småt, men fint. Vi har to dobbeltsenge og morgenmadsbuffet til ca. 330 kr pr. nat. Beliggenheden er super! Vi går til alt og der er mange restauranter tæt på.

Souvenirs og streetfood

Hotellet ligger 3 minutters gang fra både Ben Trahn markedet, som er et kæmpe indendørs kopi/souvenir marked og et hyggeligt streetfood marked med borde/bænke, øl, lyskæder og forskellige madboder.

Ho chi minh city

Vandland

dam sen waterpark

Der er flere vandlande omkring Ho Chi Minh City og det er rart, da det altid er omkring 30 grader. Vi nupper en dag i Dam Sen Waterpark - fra distrikt 1 tager det ca. 50 minutter med den lokale bus 11. Entreen koster ca. 100 kr for os fire. Der er en pool for mindre børn, dog med virkelig meget vandsprøjt som er lidt for vildt for vores børn. Vi er mest i boblebad, flyder rundt i baderinge på 'floden' og i bølgebadet. Der er også flere vildere rutsjebaner og svævebane for de lidt modigere typer.

Ho chi minh city

Kaffetid

Europæisk følelse

Efter 3 uger på farten trænger vi til kaffe og storcentre - og det finder vi her. Vi når hverken at se operaen eller at komme op og se udsigten i en rooftopbar. Men vi triller rundt og nyder byen, de flotte bygninger og mange mange scootere. Det kan være svært at krydse vejene, men man skal bare gå ud og se beslutsom ud, så kører scooterne udenom. Der er også lyskurve, dog kun på den ene side af et kryds, så husk at tag den rigtige. Det er lidt nemmere. Vejene er i øvrigt ok, så vi kan godt bruge vores klapvogn her. Det blir vanskeligere senere på rejsen pga. de dårlige gader. Vi er i Ho Chi Min City en uge inden Tet - det kinesiske nytår, som er en stor begivenhed. De pynter byen op med tusindvis af små gule plastikblomster og en million mandarintræer - de så nu ægte ud.

Ho chi minh city

Genforenings-
paladset

Tidslomme

Vi besøger Genforeningspaladset, der mest er museum, men som også stadig bliver brugt i officielle sammenhænge. Vi triller rundt og føler os som statister i en kommunistisk spionfilm fra midt 70'erne.

legeplads

I paladsets park ligger der en cafe og en legeplads med gynger, sandkasse og lille rutsjebane til de små.

Transport til og fra Ho Chi Minh City

Vi kommer til Ho Chi Minh City fra syd, fra Mekong Deltaet. Fra vores hotel i Mekong tager vi en public bus med tre rækker af liggende sæder, både oppe og nede. Billetterne køber vi på bus stationen og busserne går temmelig ofte. Det tager et par timer til Ho Chi Minh og koster ca. 100 kr for os alle fire. 

Da vi efter to nætter skal videre til Hoi An, tager vi nattoget fra Ho Chi Minh – en 17 timers tur – til Danang, der ligger ca. 40 min i bil fra Hoi An. Nattogs billetterne har vi købt i god tid hjemmefra via baolau.com (læs mere om det i afsnittet om Hoi An)